1 år for Ukraine
Af Theis Kylling Hommeltoft, medlem af byrådet i Aabenraa Kommune og Folketingskandidat for Aabenraa Kredsen.
Jeg har altid fået fortalt, hvordan nogle begivenheder i verden sætter så erindringsmæssige dybe spor, at man aldrig glemmer, hvor man var da man overværede/hørte det. Månelandingen f.eks., her kan alle huske hvor de var, mens de så Armstrong sætte sine fødder på månens overflade.
Jeg forstod først i 2011, hvad det var det betød, da World Trade Center styrtede i grus og krigen mod terrorisme begyndte.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som 16-årig bumset dreng med hængerøv kom hjem fra skole og tændte tv’et. Egentlig ville jeg se RTL2, men jeg blev siddende med danske nyheder indtil mine forældre kom hjem fra arbejde. Spørgsmålene havde hobet sig op og magtesløshed og fortvivlelse bredte sig i min krop. Man var tilskuer til noget så forfærdeligt – og var vi de næste, her i Europa?
Den 24.februar sidste år står mindst lige så klart for mig.
Jeg husker, hvordan jeg den morgen vågnede omkring kl 6 i min folketingslejlighed på Tordenskjoldsgade. Min telefon pippede og fortalte mig at jeg skulle op.
Morgenen startede som alle andre med at tænde tv’et, som altid kørte på NEWS, når jeg var i lejligheden eller på mit kontor.
I de sidste dage havde alle talt om den igangværende russiske øvelse på grænsen til Ukraine – hvad gik det ud på? Var det bare et “show of force” eller noget mere?
Denne morgen fik jeg, sammen med resten af verden, svaret – billederne af russiske kampvogne, der krydsede grænsen til Ukraine, kørte over skærmen. Krigen i Europa var vendt tilbage. Efter 70 års fred. Troen på, at verdensfreden kunne sikres gennem samhandel og gensidig økonomisk afhængighed, var bristet.
Ganske hurtigt blev dagens gruppemøde ekstra vigtigt – for hvad vidste gruppeformand og statsminister Mette F?
På mødet blev vi varslet om, at ingen kunne tage hjem den dag, for der var lagt op til en sen lovbehandling. Samtidig tikkede det ind, at dagsordenen til Europaudvalget var ændret, og med eet var den noget mere sprængfarlig – og fortrolig.
Aldrig har jeg prøvet noget så vildt. Og stærkt på samme tid.
For mens frygten bankede på, og fortvivlelsen som jeg oplevede det foran tv’et i 2011 begyndte at melde sig – mærkede man også, hvordan Folketinget “rykkede sammen i bussen” på tværs af de politiske skel.
Jeg husker, hvordan jeg afventende sidder foran tv’et på mit kontor. Fødderne er slængt op, og jeg sover halvt – det er de samme billeder, de samme ord der kører over skærmen, igen og igen.
Hele dagen er gået med møder. Især Europaudvalget gjorde indtryk.
Tidspunktet for aftenens 1. behandling tikker ind til kl 19.10. Klokken bliver nærmere 19.40 før vi kommer i gang.
Stemningen i salen er trykket, og folk er meget alvorlige. Krigen er tilbage på europæisk jord, det er ikke til at forstå.
Men modsat 2011, hvor jeg kunne se magtesløs til, sidder jeg i dette skelsættende øjeblik med muligheden for at være med til at gøre en forskel.
Efter 1. behandlingen i folketingssalen skulle forsvarsudvalget behandle beslutningsforslaget og komme med evt. betænkninger.
Kl 21.45 kunne vi 2.behandle beslutningsforslaget – et beslutningsforslag som betød, at vi fra Danmarks side ville mobilisere et militært bidrag til vores kollektive forsvar i NATO.
Ordførertalerne understregede situationens alvor og at vi stod i et skelsættende øjeblik. Og at vores beslutning lige nu ville sætte dybe spor.
Kl 22.01 var afstemningen færdig. Alle pånær Ø og FG stemte for B127.
Danmark tog denne aften første skridt i den massive støtte af Ukraine og oprustning af vores kollektive forsvar, som senere blev cementeret ved folkeafstemningen om vores forsvarsforbehold.
Verden er i dag en anden. Og min plads i samfundet lige så.
Men den 24. februar vil til evig tid stå klar i min erindring – en dag, hvor jeg var med til en skelsættende beslutning omkring vores forsvar og transatlantiske forsvarsalliance.